Det har stormet voldsomt over Danmark her til aften og på Facebook har jeg set mange skrive om deres bagværk og andre kulinariske udskejelser.. I mit køkken er der også blevet bagt, nemlig et fantastisk, saftigt brød fra Toscana. Noget af det skal min mand have i morgen til en karry-krydret græskarsuppe, jeg lavede forleden, men en del af det skal gemmes til en fuldstændig fænomenal toscansk tomat & brødsuppe: Pappa al Pomodoro. Brødet skal være et par dage gammelt, før det kan bruges, men det bliver det jo helt af sig selv nede i skuffen.
Der er ikke salt i pane toscano, så hvis det skal spises som det er, så skal der altså noget salt ved siden af, ellers er det en smule ferskt. I pappa al pomodoro eller f.eks en panzanella er det derimod et fantastisk stykke brød.
Hvis du også har lyst til at bage, så er det såre simpelt – et (ret stort) brød får du ud af følgende opskrift:
Fordej
30g gær
½dl lunkent vand
75g hvedemel
Dej
750g hvedemel
4dl lunken vand
Opløs gæren i vandet og rør de 75g hvedemel i. Ælt til en kugle og lad hæve, til dejen er fordoblet i størrelse ca. 1-1½ time.
Kom resten af melet i skålen til en røremaskine og form et hul i midten, hvor fordejen lægges i. Hæld 1½dl lunkent vand over og begynd at ælte dejen sammen. Tilsæt resten af vandet lidt efter lidt og ælt dejen grundigt, ca. 15 minutter.
Form dejen til en kugle og læg den på et stykke bagepapir med et klæde løst over. Lad den hæve i yderligere 1-1½ time. Varm imens ovnen op til 200C, hvis du har en pizza bagesten, så brug endelig den!
Læg brødet på den varme bagesten/bageplade og bag brødet i 55-60 minutter.
Lad det køle af på en rist i mindst 3-4 timer.








